Sparekassen Kronjylland er Danmarks bedste arbejdsplads for 3. gang i træk

Funktionschef til fondsteamet i Back Office

Kan du trække i førertrøjen som funktionschef for vores fondsteam i Back Office? Er du god til at samarbejde, og har du en indgående viden om fonds- og depotadministration? Så er det måske dig, vi leder efter til et job med både ledelses-, drifts- og udviklingsopgaver på fondsområdet og stor indflydelse på den videre retning.

I Back Office venter dig cirka 20 ambitiøse kolleger, der med et godt miks af kompetencer, alder og anciennitet er fordelt på tre selvstændige teams. Du bliver den vigtige holdkaptajn og medspiller i teamet for fondsadministration.

Du kan se frem til at:

  • Tage aktivt del i teamets driftsopgaver i forbindelse med fondshandler, corporate action events og afstemninger
  • Stå for faglig ledelse, sparring og udvikling af otte fondsspecialister
  • Planlægge teamets møder, opgaver og ressourcer
  • Være med til at kvalitetssikre og optimere vores systemer og processer
  • Deltage i projektarbejde, udviklingstiltag og arbejdsgrupper efter behov
  • Blive en vigtig sparringspartner for øvrige kolleger i Back Office og pleje det gode samarbejde i afdelingen, organisationen og eksternt

Er du den rette til holdet?
Da jobbet giver dig en bred kontaktflade og samtidig rummer en spændende faglig ledelsesopgave, er det vigtigt, at du er god til at skabe relationer og til at opnå resultater gennem samarbejde. Du skal derfor være en dygtig playmaker, der kan binde vores team sammen. Du formår at sætte dig i modtagerens sted og kan gøre kompliceret stof enkelt. Det er derfor også vigtigt, at du kan kommunikere dine budskaber tydeligt i skrift og tale. Derudover skal du være stærk i engelsk.

Du ser muligheder og løsninger, inviterer til dialog og har en forretningsorienteret tilgang. Har du derudover erfaring med projektdeltagelse og procesoptimering, er det en fordel, men ikke er krav.

Har du ikke allerede erfaring med faglig ledelse, er det vigtigt, at du har lyst til at udvikle denne kompetence - det hjælper vi gerne med. Du får ikke personaleansvar, men skal dele den faglige ledelse med afdelingsdirektøren. Det er derfor vigtigt, at du er stærk inden for fonds- og depotadministration og således kender indgående til arbejdet med afvikling, emission, corporate actions, indberetninger og overvågning – ligesom du er i stand til at sætte dig ind i områdets lov- og sektortiltag.

Hvad gør stillingen særligt attraktiv?
Vi tilbyder en specialistrolle med store faglige udfordringer og rig mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af Back Office-afdelingen i et af landets 10 største pengeinstitutter – og i særdeleshed på fondsteamet. Her får du rig mulighed for ansvar i et job, hvor du kan forene ledelses- og fondsopgaver. Vi har højt til loftet og høje ambitioner om at skabe de bedste løsninger til gavn for kolleger og kunder. Vi har en åben samarbejdsform og flad struktur, hvor vi aktivt arbejder for at skabe en god kultur.

Der venter dig en alsidig hverdag, du selv har stor indflydelse på. Det gælder også din tilrettelæggelse af arbejdstid og -sted, så balancen mellem dit arbejds-, familie- og fritidsliv harmonerer.   

Ansvar og udfordringer på Danmarks bedste arbejdsplads

Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 700 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.

Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen - og at det er med til at give os sektorens mest tilfredse privatkunder for tredje år i træk (ifølge det anerkendte analysebureau EPSI). Det er også med til at give os medarbejdere, der trives og er glade for at gå på arbejde. Vi er således tre gange i træk blevet kåret til Danmarks bedste arbejdsplads af Great Place to Work.

Vores decentrale struktur giver dig stor indflydelse på dit arbejde og din dagligdag. Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.