Job i Sparekassen

Kunderådgivere til Aarhus Nord – bliv en del af vores nye team til unge kunder

Har du lyst til at rådgive unge kunder? Og til at blive en del af et lærerigt miljø, hvor vi samtidig opbygger et nyt team med øget fokus på unge under uddannelse? Så er dit drømmejob måske lige her.

Vi har et mål om at blive de unges foretrukne valg af pengeinstitut i Aarhus. Til teamet, der skal få det til at ske, søger vi 2-3 kunderådgivere.

Vi er på udkig efter dig, der:

  • Er åben, imødekommende og tillidsvækkende. Du har lyst til at møde unge mennesker i øjenhøjde og give dem værdifuld rådgivning i en vigtig fase af deres liv
  • Kan skabe stærke relationer til kunderne. Du er god til at lytte – og til at snakke drømme og planer med kunderne
  • Med højt humør og gode idéer vil deltage i planlægning og afholdelse af events og kundearrangementer
  • Kan bevare overblikket – også når du har flere bolde i luften på én gang
  • Trives i et miljø, hvor vi arbejder sammen som et hold for at nå vores mål
  • Har lyst til at være en del af noget nyt og til at give vores ungerådgivning fuld gas

Er du nyuddannet eller på vej til at blive det, får du rig mulighed for at vokse med opgaven og udvikle dig undervejs. Teamet består i forvejen af et par erfarne rådgivere, du kan sparre med. Sammen skal I tage vores ungerådgivning i Aarhus til et nyt niveau, og du er med fra start.

Du kan glæde dig til:

  • At blive en del af et helt nyt og ambitiøst team, hvor vi hylder gode idéer og er proaktive og kreative i mødet med de unge kunder
  • At opsøge og tiltrække nye kunder. Du kommer til at opbygge din egen portefølje med primært unge kunder
  • At holde møde med kunderne både fysisk og som net- og telefonmøder
  • Sammen med resten af afdelingen at bidrage med idéer til, hvordan vi fastholder og tiltrækker kunderne og øger afdelingens synlighed

Derfor skal du søge jobbet

Du har her chancen for at være med til noget nyt og spændende. 1-2 af dine kolleger er nye ligesom dig, mens andre har været i afdelingen i flere år. Sammen skaber vi de bedste rammer for vores nye team og for at nå vores fælles mål, mens vi hele tiden har plads til også at prøve nye ting af og at dygtiggøre os.

Vi går meget højt op i både medarbejder- og kundetilfredshed. Udover at du får rig mulighed for at påvirke afdelingens retning, har du derfor også stor indflydelse på tilrettelæggelsen af dit arbejde. Du får stor opbakning og frihed til både at åbne døre til nye kunder, skabe gode kundeoplevelser og løbende at udvikle dig fagligt og personligt.

Vi har højt til loftet og store ambitioner om at levere den bedste rådgivning for de unge kunder. De skal opleve, at vi kan noget særligt i Sparekassen Kronjylland, og at de hører proaktivt fra os.

I en nyere analyse fra Voxmeter har de danske privatkunder kåret Sparekassen Kronjylland til at have Danmarks bedste rådgivere, ligesom vi ifølge den seneste EPSI-måling har landets mest tilfredse privatkunder.

Ansvar, udfordringer og fællesskab

Vi er blandt Danmarks 10 største pengeinstitutter. Der venter dig mere end 700 kolleger fordelt på cirka 50 afdelinger i Jylland, Odense og på Sjælland.

Du bliver en del af en flad organisation, hvor vi vægter fællesskab samt medarbejder- og kundetilfredshed højt. Du får blandt andet rig mulighed for at få indflydelse, udvikle dig og tage ansvar. 

Vi har succes med at vokse, åbne nye afdelinger og have fokus på de personlige relationer. Hos os ringer kunderne ikke til et callcenter, men direkte til deres rådgiver. Vi vægter nemlig den personlige rådgivning højt og mener, at det er tiden, vi investerer, der gør forskellen.

Som garantsparekasse er vi selvejende. Det betyder blandt andet, at vi ikke har aktionærer, der skal have del i Sparekassens overskud. Det gør, at vi kan tænke mere langsigtet, ligesom det giver os stor frihed til at gøre en forskel i de lokalsamfund, hvor vi har vores kunder.