Garant-millionen støtter livsglæde

Garant-millionen

Sparekassen Kronjylland donerer 222.000 kroner til livsglæde i lokale foreninger

Med fokus på livsglæde har Sparekassen Kronjylland uddelt i alt 222.000 kr. til syv foreninger, der skaber livsglæde for andre.

Danskerne er ét af de lykkeligste folkefærd i verden. Men hvad er det, der skaber livsglæde for mennesker? Det har Sparekassen Kronjylland fået en masse gode bud på, da den seneste uddeling fra Garant-millionen havde fokus på livsglæde. Her havde intet mindre end 140 personer indstillet lige netop deres forening til en donation.

- Det er virkelig fantastisk at se, at der findes så mange foreninger og mennesker rundt omkring i landet, som på forskellig vis er med til at skabe livsglæde og gøre en forskel for andre, fortæller Marlene Bay Møller, der er områdedirektør for HR og Kommunikation i Sparekassen Kronjylland.

Glæde og sammenhold i fokus

Ud af de 140 indstillinger er syv foreninger blevet udvalgt til at modtage en donation. Men det har ikke været en nem opgave at vælge, fortæller områdedirektøren.

- Vi har fokuseret på aktiviteter, man bliver glad af at deltage i, og som skaber sammenhold. Samtidig har vi valgt nogle foreninger, som er lidt anderledes end traditionelle foreninger, og som arbejder for at skabe livsglæde i lokalsamfund, hvor tiderne måske har gjort, at glæden har været lidt udfordret i en periode, forklarer hun.

Foreninger, der styrker børn, unge og voksnes livsglæde

At sammenhold, fællesskab og positive oplevelser har været vigtige elementer i udvælgelsen, er heller ikke tilfældigt. For det er veldokumenteret, at sociale relationer – uanset om det er i idrætsforeninger, sociale foreninger eller andre fællesskaber – er vigtige for følelsen af livsglæde, fortæller Marlene Bay Møller.

- Vi vil gerne være med til at støtte, at børn, unge og voksne får nogle gode oplevelser og gode sociale relationer, som giver dem en følelse af at høre til og være en del af et fællesskab, og som styrker deres livsglæde, uddyber hun.

De syv foreninger, der har fået en donation fra Garant-millionen, er:

  • Grenaa Bokseklub, 5.000 kr.
  • I. F. Alliancen Gymnastik og motion i Stevnstrup, 15.000 kr.
  • Skanderborg Folkedanseforening, 25.000 kr.
  • Roskilde BMX Klub, 27.000 kr.
  • Rollespilsforeningen Elysion i Aarhus, 50.000 kr.
  • Taekwondo-klubben Arirang Taekwon Dojang i Horsens, 50.000 kr.
  • Vesterbro Gospelkor, 50.000 kr.
Sparekassen Kronjylland har oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året.

Garant-millionen

I Sparekassen Kronjylland har vi oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året fordelt over tre gange. Hver uddeling har et bestemt tema, som vi mener, er værd at sætte fokus på og støtte, og det er vores garanter, der kan indstille en forening eller organisation til en donation.

Om Garant-millionen