Sparekassen Kronjyllands bedste halvårsregnskab nogensinde
Danmarks største sparekasse fortsætter væksten og styrker samtidig sin kapital
Aldrig har overskuddet i Sparekassen Kronjylland været større på et halvt år, end det er i første halvdel af 2017. 205 millioner kroner før skat lyder resultatet, som i høj grad er realiseret via tilgangen af nye kunder og nyt udlån, ligesom kursreguleringer og tilbageførsel af nedskrivninger har bidraget positivt. Siden samme tid sidste år er udlånet steget med næsten 15 procent, og alene i år er udlånet vokset med 833 millioner kroner.
- I en hård konkurrencesituation glæder vi os over, at der er stor interesse for at blive kunde i Sparekassen, og vi glæder os særligt over, at det gælder i såvel nye som ældre afdelinger, fortæller Sparekassen Kronjyllands adm. direktør Klaus Skjødt.
Med nye afdelinger henviser han blandt andet til de tre afdelinger, der tidligere på året holdt åbningsreceptioner, de ligger i Esbjerg, Slagelse og Køge. I alt har Sparekassen over de seneste cirka to år åbnet i alt syv nye afdelinger.
- Det har foreløbig vist sig at være en rigtig god beslutning. Flere afdelinger er enten gået break even eller er meget tæt på, og alle afdelinger er faktisk foran det ellers ambitiøse budget, der er lagt for dem. Kunderne køber ganske enkelt ind på den personlige rådgivning og de nære relationer til én rådgiver, vurderer Klaus Skjødt.
I regnskabet resulterer de nye kunder blandt andet i stigende gebyrindtægter, mens den markante udlånsvækst sikrer, at renteindtægterne kun er faldet marginalt i forhold til sidste år.
- Der er stor konkurrence og pres på rentemarginalerne i alle pengeinstitutter, og derfor er vækst afgørende for at fastholde indtjeningen. Det har vi heldigvis formået, og vi skal naturligvis kæmpe for, at den udvikling fortsætter. Derudover glæder vi os over, at vores kunders økonomi bliver bedre og bedre. Det gør vi primært af hensyn til vores kunder, fordi alt bliver nemmere, når ens økonomi er solid. Men det er selvfølgelig også positivt, at det kommer til udtryk i vores nedskrivninger, der i første halvår er i plus, forklarer Klaus Skjødt.
Når der netop er pres på rentemarginalen, kan det måske undre, at Sparekassen Kronjylland ikke er fulgt i hælene på de største banker og har indført negative indlånsrenter for deres erhvervskunder. Men det har Klaus Skjødt fortsat ingen planer om.
- Som garantsparekasse og dermed selvejende institution har vi mulighed for at agere og tænke langsigtet. Det gør vi, når vi investerer i nye afdelinger, og det gør vi, når vi investerer i relationerne med vores kunder. Vi går ikke efter at tjene mest muligt på kort sigt, vi ønsker at have vores kunder i mange år. Derfor har vi valgt at sige, at det ikke skal koste penge at sætte penge ind hos os, hvis du også bruger os til dine øvrige bankforretninger. Hos os er langsigtede og gode relationer med vores kunder ganske enkelt vigtigere end kortsigtet profit. I første omgang var det primært tænkt til at komme vores eksisterende kunder til gode, men jeg kan konstatere, at det også har trukket en del nye erhvervskunder ind på bøgerne, hvilket jeg naturligvis er glad for.
Det er ikke kun resultatet, der er tilfredshed med i Sparekassen. Kapitalforholdene er også styrket, og Sparekassen imødeser derfor de kommende stramninger af såvel kapitalkrav som nye nedskrivningsregler med sindsro. Sparekassen har således en solvensoverdækning på otte procentpoint, hvilket svarer til 1,5 milliarder kroner.
- Det er vigtigt, at kunderne kan stole på, at Sparekassen er en solid og veldrevet forretning, som den har været siden 1829. Derfor skal vi tjene penge for at leve op til de konstant skærpede krav, og det beviser regnskabet, at vi formår. Derudover skal vi vokse i et fornuftigt tempo – ikke for hurtigt og ikke for langsomt – og der synes jeg også, at vi aktuelt har ramt en god balance, siger Klaus Skjødt.
Halvårsrapport 2017
Sparekassen Kronjyllands koncernregnskab for første halvår af 2017 i hovedposter:
Resultatopgørelse |
2017 | 2016 |
Netto renteindtægter | 313 | 326 |
Udbytte af aktier | 2 | 13 |
Gebyrer og provisionsindtægter | 192 | 173 |
Afgivne gebyrer og provisionsudgifter | -7 | -8 |
Netto rente- og gebyrindtægter | 500 | 504 |
Kursreguleringer | 79 | 4 |
Andre driftsindtægter | 28 | 23 |
Udg. til personale og administration | -391 | -359 |
Af- og nedskrivninger på immaterielle og materielle aktiver |
-36 | -21 |
Andre driftsudgifter | -1 | -1 |
Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender mv. | 18 | -50 |
Resultat af kapitalandele | 7 | 20 |
Resultat før skat | 205 | 120 |
Skat | -36 | -24 |
Halvårets resultat | 169 | 97 |
Balance: | ||
Udlån | 13.823 | 12.058 |
Indlån | 16.644 | 15.212 |
Garantkapital | 813 | 589 |
Egenkapital | 3.308 | 2.972 |
Balance | 22.975 | 20.889 |
Kapitalforhold: | ||
Kapitalprocent | 17,0 | 15,6 |
Egentlig kernekapitalprocent | 15,1 | 14,1 |
Individuelt solvensbehov | 9,0 | 9,1 |
Solvensmæssig overdækning inkl. kapitalbevaringsbuffer | 6,8 | 5,9 |