
Stærkt samarbejde skal løfte atletikken i det nordlige Aarhus
Aarhus Fremad Atletik kan takket være en treårig aftale med Sparekassen Kronjylland lave en særlig indsats for at fastholde de unge løbere.
Med et nyt treårigt sponsorat gør Sparekassen Kronjylland det muligt for Aarhus Fremad Atletik at styrke indsatsen for unge løbere – en gruppe, som mange foreninger har svært ved at fastholde.
- De vil gerne dyrke idræt, men de kræver en særlig indsats af os som forening, siger formand for Aarhus Fremad Atletik Flemming Krabbenhoft.
Når der dukker nye interesser, fritidsarbejde og fester op, siver de unge ofte ud af det etablerede foreningsliv. Det vil Aarhus Fremad Atletik gøre noget ved. Med støtten fra Sparekassen Kronjylland vil foreningen for første gang etablere et løbehold for de 15-17-årige.
- Vi vil bygge et fedt socialt fællesskab op, som man glæder sig til at komme hen til. Her er både plads til dem, der er meget seriøse med deres sport, og dem, der bare gerne vil holde sig i form og have socialt samvær, siger Flemming Krabbenhoft.
Vil give noget tilbage til lokalsamfundet
Støtten fra Sparekassen Kronjylland kommer dog også resten af foreningens medlemmer til gode. Midlerne går især til trænerudgifter, der er foreningens største udgift.
- Det er altafgørende, at vi har nok gode, talentfulde trænere, siger Flemming Krabbenhoft.
Hos Sparekassen Kronjylland er man glad for at kunne støtte atletikken i det nordlige Aarhus.
- Vi vil gerne give noget tilbage til de lokalsamfund, vi selv er en del af, og Aarhus Fremad Atletik er et godt eksempel på, hvad det frivillige engagement kan, siger afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Aarhus Nord Tina Susanne Nordsted.
Hun fremhæver, at atletik og ikke mindst løb er en fælleskabsorienteret sport på trods af, at den også er individuel.
- Løb er blevet en aktivitet, der samler hele familier. Det er en sport for alle, der har lyst til at være med, og det matcher rigtig godt med vores værdier om fællesskab, siger hun.