OM SPAREKASSEN

Sparekassen Kronjylland rykker ind i Østerbrogade i Løgstør

Byens nye pengeinstitut har nu fundet sine permanente lokaler og sikret lokal pengeautomat

Aktuelt arbejder Sparekassen Kronjyllands syv medarbejdere i de flotte bygninger i Toldboden i Løgstør, hvor byens nye pengeinstitut har lejet sig ind i kontorfællesskabet. Nu har Sparekassen Kronjylland dog fundet de permanente lokaler, som også bliver i en af byens flotteste bygninger. Sparekassen rykker nemlig ind i Østerbrogade 8, hvor der også tidligere har været drevet pengeinstitut.

- Det er en rigtig god mulighed for os. Lokalerne er næsten klar til brug, så vi kan hurtigt komme på plads og fortsætte den gode udvikling, vi allerede er inde i her i Løgstør, fortæller souschef Bjørn Drejer.

Sparekassen Kronjylland får nøglerne 1. juli, og allerede 6. juli forventer de at være helt klar til at tage imod kunderne i Østerbrogade. Det betyder dog også, at afdelingen fysisk er lukket i uge 27, så det hele kan blive flyttet, men medarbejderne er naturligvis tilgængelige både via telefon og mail.

- Derfor håber vi også, at det hele kommer til at forløbe smidigt, og selv om det har fungeret rigtigt fint i Toldboden, så glæder vi os rigtigt meget til at komme på plads i den permanente afdeling, siger Bjørn Drejer.

Han glæder sig også over, at det er lykkedes for Sparekassen Kronjylland at fastholde en pengeautomat i bygningen, da Sparekassen har lavet en aftale med Nokas/Kontanten om, at de fortsat vil drive pengeautomaten som hidtil.

- Det har været et stort ønske fra mange i byen, så vi er glade for, at det er faldet på plads og giver lokal tryghed, siger Bjørn Drejer.

Sparekassen Kronjylland åbnede 1. marts, og siden har interessen fra lokalområdet været overvældende, fortæller Bjørn Drejer.

- Vi er jo lokale medarbejdere, der kender området godt, og den lokale tilstedeværelse betyder meget for både byen, kunderne og os, siger Bjørn Drejer, der glæder sig til at vise Sparekassen Kronjyllands lokale engagement endnu tydeligere fremover.

- De første måneder er i høj grad gået med at tage imod alle de mange lokale, der allerede har valgt at blive kunder, mens vi også har skulle lære nye systemer og arbejdsgange. Men det kører efterhånden rigtigt godt, og nu får vi så også vores rigtige afdeling at arbejde ud fra, så det er svært ikke at være glad og optimistisk, mener Bjørn Drejer.

Det er Den Almennyttige Erhvervs- og Kulturfond, der i daglig tale bliver kaldt Christiansmindefonden, der har købt bygningen i Østerbrogade blandt andet med henblik på at understøtte bymidteprojektet, der skal sikre en fortsat levende bymidte. Et arbejde Sparekassen Kronjylland glæder sig til at bidrage til.

- Vi var ikke i tvivl, da muligheden for at overtage lokalerne i Østerbrogade pludselig opstod, efter fonden havde overtaget den. Det betød også, at vi ikke skulle finde en mellemløsning, når vores aftale i Toldboden udløber 30. juni. Det er derfor på flere måder helt perfekt for os, da vi netop også ønsker at blive en aktiv og levende del af Løgstør, understreger Bjørn Drejer.