ECB sænken renten - og hvad så?

af cheføkonom i Sparekassen Kronjylland, Anders Høyer

Med stor sandsynlighed sætter Den Europæiske Centralbank, ECB, den ledende rente ned med 0,25 procentpoint til juni. Det er i hvert fald det klare signal fra ECB selv og forventningen i markedet. Da Folketinget har valgt at låse kronen til euroen, følger Nationalbanken trop. Det kommer til at påvirke de fleste rentesatser.

Det store spørgsmål er, hvad der kommer til at ske med renten efter juni?  Spørger man det finansielle marked, så venter det, at den korte rente samlet set sættes ned med omtrent 1,5 procentpoint over de næste par år.

Der er specielt to forhold, der er afgørende for renteudviklingen: Den økonomiske vækst og udviklingen i inflationen i euroområdet. Europæisk økonomi voksede svagt i første kvartal, men BNP har overordnet stået stille i 1½ år. Markedet forventer, at økonomien vokser resten af året, dog trægt.

På den ene side begynder husholdningerne at genvinde lidt købekraft, hvilket kan understøtte væksten. På den anden side har vi dog i en historisk kontekst endnu ikke set den fulde effekt fra rentestigningerne, da den først plejer at indtræffe 7-10 kvartaler, efter at renten er sat op. Det er først i andet halvår af 2024. Så der kan komme negative overraskelser til væksten i både Europa og USA. Meget tyder på, at de europæiske virksomheder som følge af rentestigningerne og den økonomiske stilstand også er begyndt at holde igen med investeringerne. For eksempel er tyske ordrer efter investeringsgoder faldet mærkbart. Holder virksomhederne igen med investeringerne, kan stilstanden i økonomien fortsætte eller blive forværret. Specielt, hvis de europæiske virksomheder begynder at mindske beskæftigelsen. I lyset af den økonomiske udvikling er det uhørt, at ledigheden endnu ikke steget i Europa. En træg økonomisk udvikling vil medvirke til, at inflationen falder hurtigere.

Inflationen er faldet betydeligt det seneste år og er nu nede på 2,4 procent. Ikke langt fra ECB’s mål om 2 procent. ECB venter, at inflationen først er på målet i 2025. Gang på gang er inflationen dog faldet hurtigere, end ECB har ventet i sine prognoser det seneste års tid. Det, tror vi, fortsat kan ske. 

Flaskehalsene fra COVID-19 er væk, og energipriserne er faldet tilbage til 2021-niveau. Det taler for lav inflation. Det eneste, der egentlig - trods fald - fortsat holder inflationen oppe, er servicepriserne, dvs. væksten i prisen hos frisører, advokater, rejseudbydere, mv. Her er udviklingen i lønnen afgørende. Lønvæksten steg meget under inflationskrisen, men på det seneste er der klare tegn på, at den er på vej ned igen. Lønstigningen med de nyeste data er udregnet på baggrund af jobopslag, og her er lønvæksten faldet til godt 3 procent fra 5 procent for et år siden.

Det skyldes blandt andet, at husholdningerne kan se, at når de er ude at handle, er priserne stoppet med at stige i samme tempo. Det betyder noget for deres lønkrav. Men samtidig betyder den økonomiske udvikling også, at det er vanskeligt for virksomhederne at kunne klare en høj lønvækst, når efterspørgslen er underdrejet, og de globale konkurrenters prisvækst er aftaget.

Allervigtigst, så er udlånet til virksomheder og husholdningerne gået i stå i euroområdet. Der skabes altså ingen nye penge. Så er det svært at have vedvarende høj inflation.

Kommer inflationen væsentligt under 2 procent, skal ECB sætte renten ned både hurtigere og mere end ventet af markedet. Det, skal man ikke afvise, sker. Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at Schweiz, der ikke oplevede samme energichok, har en rente på 1,5 procent.

 

Læs også

Betalingsfrister

Rådgivning

Skal du nå at overføre penge i år?

Vær opmærksom på årets betalingsfrister, hvis du har indbetalinger til pension, pengegaver til dine nærmeste eller noget med skattefradrag, som skal klares i år.

Undgå svindel

Digital sikkerhed

Pas på falske links og svindel

Hvert år bliver mange danskere snydt af digitale svindlere. Op mod jul, hvor mange shopper online eller venter på pakker, stiger faren. Se alle vores gode råd til at undgå svindel.

Garant-millionen støtter det lokale liv.

Garant-millionen

Sparekassen støtter det lokale liv med 438.600 kroner

Fra skatepark til junglesti – Sparekassen Kronjylland støtter 10 initiativer, der samler mennesker og skaber liv i lokalsamfundet.

Sparekassen Kronjylland er ny hovedpartner på Mediano

Sponsorat

Ny hovedpartner på Mediano

Danmarks førende fodboldpodcast, Mediano, vil fra det nye år have Sparekassen Kronjyllands logo som en del af sit. Sparekassen træder nemlig ind som ny hovedpartner på Mediano i hele 2025.