En aktie er et ejerbevis til en andel af et aktieselskab. Når du køber en eller flere aktier, bliver du medejer af selskabet og du får fremover andel i det pågældende selskabs indtjening.

Investorernes forventninger til selskabets indtjeningsevne har stor betydning for udviklingen i kursen på aktien. Den in­vestor, der forventer øget indtjening, vil betale en højere pris for aktien end den, der forventer en lavere indtjening. På den måde afspejler kursværdien på en aktiemarkedets forventning til selskabets frem­tidige indtjeningsevne.

Dette tætte forhold mellem selskabets indtjeningsmuligheder og mulig­hederne for kursstigning er karakteristisk for investering i aktier og vigtig at huske, når man skal for­søge at forstå de risikofaktorer, der generelt knytter sig til investering i aktier.

Det forhold, at afkastet af aktien primært afhænger af, hvor dygtigt markedet vurderer at selskabet er til at tjene penge, bevirker, at kursen på aktier generelt svinger meget. Aktieinvesteringer egner sig derfor bedst til langsigtede investeringer. Dette skyldes, at kursen på aktier som sagt kan svinge kraftigt, men at man på langt sigt må forvente, at virksomhederne giver en bedre forrentning end de mere sikre investeringer i f.eks. obligationer, idet en investor skal kompenseres for den ekstra risiko han påtager sig.

Man kan også tjene penge ved at få udbetalt udbytte fra aktien. Et udbytte er en andel af selskabets resultat. Det bliver typisk udloddet til aktieejerne en gang om året og udbyttets størrelse bliver bestemt på selskabets generalforsamling. Generalforsamlingen kan dog også bestemme, at der ikke skal udbetales udbytte. Der er således ingen garanti for at få et løbende kontant udbytte fra aktie­inve­steringer.

Risici ved aktier

Risikoen ved at investere i aktier er, at kursen falder til et niveau under den kurs, man købte til. Da kursen på aktier bl.a. bestemmes af forventningerne til selskabets fremtidige indtjeningsevne, er der adskillige faktorer, der med forskellig grad af usikkerhed kan udløse et kursudsving. Det kunne f.eks. være ændringer i den en­kelte virksomheds interne forhold.

Er der tale om aktier i noterede selskaber, vil selskaberne løbende offent­liggøre oplysninger om interne forhold, som kan have betydning for kursdannelsen. Målt ud fra mæng­den af den information som selskabet offentliggør, er der således generelt mindre information om unoter­ede selskaber til rådighed, hvorfor risikoen ved unoterede aktier generelt anses for større end ved noterede aktier.

Derudover er alle aktier undergivet den markedsmæssige risiko, hvor ændringer i konjunktur, oliepris, inflation, rente, politisk situation, krig, fred, forskning/opdagelser og andre skift i virksomhedernes ydre verden spiller ind på aktiernes kurs i positiv eller negativ retning.

Grundlæggende er der således to faktorer, der bestemmer kursen på en aktie: virksomhedens vilkår og samfundets vilkår.

Alt afhængig af hvilken branche selskabet tilhører, vil selskabets aktiekurs reagere forskelligt på kon­krete begivenheder. Nogle selskaber er måske afhængige af prisen på olie og aktiekursen vil derfor reagere på politiske beslutninger, der påvirker olieprisen.

I teorien kan man derfor minimere risikoen fra udefra kommende begivenheder ved at sprede sine aktieinvesteringer. Generelt er det derfor vores anbefaling, at man spreder sine aktieinvesteringer på flere selskaber, brancher og lande.

I praksis bør der mindst investeres i 10 forskellige aktier. Er der ikke penge nok på kontoen til at foretage den nød­vendige spredning af investeringerne, kan det i stedet anbefales at købe investeringsforeningsbeviser, hvor man automatisk får andel i en meget spredt aktieportefølje.

Da aktier, som nævnt, udtrykker en ejerandel af det pågældende selskab, kan aktien reelt set blive værdi­løs, hvis selskabet går konkurs. Man kan dog aldrig tabe mere end den pris, man har betalt for aktien.

Hvis man har udenlandske aktier og dermed investerer i en fremmed valuta, løber man tillige en valutakursrisiko, i forhold til danske kroner.

Med et investeringsforeningsbevis får du en ejerandel i en forening, der investerer i værdipapirer efter nogle fastsatte regler, som dels er bestemt af foreningen selv, dels reguleret af lovgivningen.

Inve­ster­ingsforeninger fungerer sådan, at foreningen modtager penge fra salg af investeringsforeningsbeviser. Disse penge bruges til at købe værdipapirer. Ejerskab af en investeringsforening er således et alternativ til at investere direkte i obligationer og aktier.

Selv om du vælger kun at investere et lille beløb, vil investeringsforeningen alt i alt have et forholdsvis stort beløb at investere for. Det giver mulighed for at sprede din investering over mange værdipapirer og dermed sprede risikoen for dig og de andre investorer. Endvidere får du en løbende og profes­sionel overvågning af dine investeringer.

Du kan vælge mellem et stort antal forskellige investeringsmuligheder, som adskiller sig fra hinanden ved deres investeringsfokus. De fleste investeringsforeninger har så mange forskellige afdelinger, at investeringsvalget kan gøres meget nuanceret.

Der kan således vælges mellem korte og lange obliga­tioner, danske og udenlandske aktier eller f.eks. aktier inden for en bestemt branche, for eksempel bioteknologi eller en forening specielt beregnet for pensionsmidler, såkaldte PAL-afdelinger.

Inve­steringsforeningen og dennes eksperter bestemmer, hvilke værdipapirer der købes i de enkelte af­del­inger. Afkastet på investeringsbeviserne består af værdistigningen på de beviser, der er købt, og for det meste også af et årligt udbetalt udbytte til medlemmerne.

Risici ved investeringsbeviser

Da investeringsforeningerne typisk investerer i enten aktier eller obligationer, er det de samme risiko­elementer, man skal forholde sig ved investering i investeringsbeviser. Når man køber investerings­beviser, er risikoen dog lavere, end hvis man investerer direkte i enkelte aktier eller obligationer. Inve­steringsforeningen spreder nemlig investeringerne på mange forskellige værdipapirer.

Som hoved­regel er obligationsafdelinger i en investeringsforening mere stabile end i en aktieafdeling. Den reelle risiko på en andel afhænger af, hvilken strategi den enkelte afdeling investerer efter.

Før du investerer, skal du vurdere din risikoprofil og tidshorisont og derudfra vælge de afdelinger, der passer til dit behov.

En obligation er et gældsbevis, hvor udsteder af obligationen, f.eks. et realkreditinstitut, forpligter sig til at betale obligationsgælden tilbage til investor ud fra en på forhånd aftalt plan.

Det beløb man investerer i obligationer, kan således sammenlignes med, at man yder et lån til den, der har udstedt obligationen. Obligationsudstederen får stillet kapital til rådighed svarende til det beløb, man har købt obligationer for. For denne tjeneste betaler obligationsudstederen en løbende rente. Afkastet på en obligation falder således i form af rente og en eventuel kurs­gevinst.

Obligationer har forskellige effektiv rente, der afhængig af bl.a. løbetiden, den pålydende rente og udsteder. Oftest er renten højest på de længst løbende obligationer og lavest på de helt korte, og som regel er renten højere på en virksomhedsobligation end på en sikker statsobligation. Men en række andre faktorer spiller ind på prisdannelsen på obligationer, ligesom der kan udregnes en række nøgletal på de enkelte obligationsserier.

Særligt tre typer af obligationer er relevante.

Realkreditobligation

Obligationer udstedt af et realkreditinstitut. Sikkerheden består i realkreditinstituttets reserver og pant i fast ejendom. Afkastet består af de løbende rentebetalinger og en eventuel kursgevinst. Obli­gationens udløbsdato fremgår af obligationen og kendes således på forhånd.

Det er dog ikke altid man kan regne med obligationens løbetid, da visse obligationer kan indløses til kurs 100 før tid. Dette sker ofte i forbindelse med konverteringer af realkreditlån.

I dag udstedes mange forskellige typer realkreditobligationer og sandsynligheden for at en obligation udtrækkes afhænger bl.a. af obliga­tions­typen og renteudviklingen.

Løbetiden kan ligge i intervallet fra 1 år til 30 år, og renten kan enten være fast eller variabel. På visse typer obligationer er der mulighed for afdragsfrihed i en del af obligationens løbetid. På disse obligationer er kursen som regel højere end på lignende obliga­tioner, hvor der afdrages i hele løbetiden.

Virksomhedsobligation

Store virksomheder anvender obligationsmarkedet som et supplement til traditionelle banklån, da de herved får adgang til en langt større investorkreds. Der stilles sædvanligvis ikke sikkerhed for virk­somhedsobligationerne. Afkastet består også her af de løbende rentebetalinger og en eventuel kurs­gevinst.

Virksomhedsobligationer udstedes typisk som stående lån med en løbetid fra 1 til 30 år, og renten kan enten være fast eller variabel.

Statsobligation

Statsobligationer er udstedt af en stat - oftest for at finansiere et underskud på statsfinanserne. Afkastet består af de løbende rentebetalinger samt eventuelt kursgevinster. Statsobligationer kan ikke ind­fries før tid, da de typisk er stående lån. Løbetiden kan ligge i intervallet fra 1 år til 30 år, og renten kan enten være fast eller variabel. Stater, som markederne nærer stor tillid til, fx Tyskland, Schweiz og Danmark, kan udstede statsobligationer med en meget lav rente, mens lande, hvor der er større usikkerhed om deres evne til betale pengene tilbage, må betale en langt højere rente.

Risici ved obligationer

Der er grundlæggende tre risici ved at investere i obligationer; kreditrisiko, kursrisiko og konverterings­risiko. Kreditrisikoen er risikoen for, at realkreditinstituttet, staten eller erhvervsvirksomheden går konkurs. Det er muligt, men absolut usandsynligt, at den danske stat går konkurs, mens et realkreditinstitut har en lidt større risiko, men den er dog stadig lille, da staten og andre realkreditinstitutter sand­syn­lig­vis vil træde hjælpende til.

Som ved al investering er der dog en reel risiko. Kursrisikoen opstår, når den effektive rente - omtalt i flæng som renten - ændrer sig. Matematikken bag beregningen betyder, at de obligationer, der løber i lang tid, ændrer mere drastisk kurs end de obliga­tioner, der løber i kort tid.

Derfor er risikoen for, at de købte obligationer falder i kurs, større for de lange obligationer end for de korte. Men hvis obligationerne beholdes til udløbet vil der ikke blive realiseret noget kurstab/gevinst, da man vil få obligationerne udtrukket til kurs 100.

Konverteringsrisikoen gælder for de obligationer, der kan konverteres af låntagerne. Risikoen for de ofte meget langt løbende realkreditobligationer opstår, når renteniveauet falder, dermed stiger obligationerne i kurs, og når de kommer op over kurs 100, vil obligationen blive konverteringstruet.

Det vil sige, at nogle af de låntagere, der har finansieret deres boliger med disse obligationer, vil opsige lånene til kurs 100 for at finansiere sig i nye lån/obligationer med en lavere pålydende rente. Det betyder, at obliga­tions­ejerne vil opleve store ekstraordinære udtrækninger til kurs 100, samtidig med at obligationerne i markedet vil kunne sælges til over kurs 100. Disse store ekstraordinære udtrækninger betyder, at inve­storerne skal ud og købe nye obligationer til en højere kurs/lavere forrentning, hvilket totalt set vil give en dårligere samlet forrentning af formuen, end hvis der ikke havde været sket konverteringer af obliga­tionen.

Risikoen ved at investere i en obligation beskrives ofte ved et matematisk nøgletal kaldet "varig­hed". At man ikke nødvendigvis kan bruge obligationens restløbetid skyldes bl.a., at obligationen kan udtrækkes før den udløber.

Samtidig vil ens investering påvirkes i to retninger af f.eks. en stigende rente. Den første effekt er, at kursen på obligationerne falder, når renten stiger. Da obliga­tioner giver et løbende afkast i form af dividendebetaling samt eventuelle udtrækninger, kan disse løbende udbetalinger dog investeres til en højere rente end tidligere.

Obligationens varighed tager højde for disse ting og giver derfor en ide om investeringens reelle løbetid. Varigheden fortæller samtidig, i hvor mange år man kan forvente, at ens investering giver et afkast svarende til den effek­tive rente, der fremgår af kurslisten på købstidspunktet. Man kan derfor se varigheden som et mål, der bl.a. afvejer kursrisikoen og konverteringsrisikoen.

Generelt kan siges, at personer der vælger obligationer med en varighed på over 6 betragtes som meget risikovillige, en varighed på mellem 3 og 6 er medium risikovillige og mindre end 3 er de for­sigtige, der ikke vil løbe nogen risiko. Obligationer med en varighed på under 3 er typisk statsobli­gationer med meget kort løbetid.

Strukturerede produkter er en betegnelse for finansielle produkter, som typisk kombinerer en obligation med en option. Denne form for produkt giver ejeren en ret til på et tidspunkt i fremtiden at købe et underliggende aktiv til en på forhånd fastsat pris.

Risici ved de strukturerede produkter

Den obligation, der indgår i det strukturerede produkt, indfries typisk til kurs 100, når perioden udløber. Man får altså altid minimum kurs 100 for obligationen, når perioden udløber.

Risikoen ved strukturerede produkter afhænger således i alt overvejende grad af risikoen på det underliggende aktiv. Er markeds­prisen på det underliggende aktiv ved udløbstidspunktet højere end den aftalte pris, har optionen en posi­tiv værdi idet det underliggende aktiv kan købes til den aftalte pris og sælges til den aktuelle markeds­pris. Man får med andre ord en gevinst.

Er optionen imidlertid faldet til under markedsprisen, er optionen værdiløs. Man får således intet afkast af sin investering. Man går til med også glip af den for­rentning, man kunne have fået ved at placere pengene et helt andet sted i den pågældende periode, eksem­pelvis kuponrenten på en statsobligation.

Stiger det underlæggende aktiv ikke i værdi, får man således sit indskud tilbage, minus de omkostninger, der har været ved investeringen.

Alternative investeringer
Vores anbefalinger kan også indeholde alternative investeringsprodukter.

Disse alternative investeringsprodukter er aktiver, der typisk bevæger sig anderledes end både aktier og obligationer og derfor kan bidrage positivt til sammensætningen af en portefølje.

Følgende produkter kan indgå som alternative investeringsprodukter:

• Maj Invest Kontra
• HP Hedge Danske Obligationer
• HP Hedge Fixed Income
• Bankinvest Erhvervsejendomme
• Wealth Invest SEB Emerging Market FX Basket
• BI Boligejendomme A/S