ECB sænken renten - og hvad så?

af cheføkonom i Sparekassen Kronjylland, Anders Høyer

Med stor sandsynlighed sætter Den Europæiske Centralbank, ECB, den ledende rente ned med 0,25 procentpoint til juni. Det er i hvert fald det klare signal fra ECB selv og forventningen i markedet. Da Folketinget har valgt at låse kronen til euroen, følger Nationalbanken trop. Det kommer til at påvirke de fleste rentesatser.

Det store spørgsmål er, hvad der kommer til at ske med renten efter juni?  Spørger man det finansielle marked, så venter det, at den korte rente samlet set sættes ned med omtrent 1,5 procentpoint over de næste par år.

Der er specielt to forhold, der er afgørende for renteudviklingen: Den økonomiske vækst og udviklingen i inflationen i euroområdet. Europæisk økonomi voksede svagt i første kvartal, men BNP har overordnet stået stille i 1½ år. Markedet forventer, at økonomien vokser resten af året, dog trægt.

På den ene side begynder husholdningerne at genvinde lidt købekraft, hvilket kan understøtte væksten. På den anden side har vi dog i en historisk kontekst endnu ikke set den fulde effekt fra rentestigningerne, da den først plejer at indtræffe 7-10 kvartaler, efter at renten er sat op. Det er først i andet halvår af 2024. Så der kan komme negative overraskelser til væksten i både Europa og USA. Meget tyder på, at de europæiske virksomheder som følge af rentestigningerne og den økonomiske stilstand også er begyndt at holde igen med investeringerne. For eksempel er tyske ordrer efter investeringsgoder faldet mærkbart. Holder virksomhederne igen med investeringerne, kan stilstanden i økonomien fortsætte eller blive forværret. Specielt, hvis de europæiske virksomheder begynder at mindske beskæftigelsen. I lyset af den økonomiske udvikling er det uhørt, at ledigheden endnu ikke steget i Europa. En træg økonomisk udvikling vil medvirke til, at inflationen falder hurtigere.

Inflationen er faldet betydeligt det seneste år og er nu nede på 2,4 procent. Ikke langt fra ECB’s mål om 2 procent. ECB venter, at inflationen først er på målet i 2025. Gang på gang er inflationen dog faldet hurtigere, end ECB har ventet i sine prognoser det seneste års tid. Det, tror vi, fortsat kan ske. 

Flaskehalsene fra COVID-19 er væk, og energipriserne er faldet tilbage til 2021-niveau. Det taler for lav inflation. Det eneste, der egentlig - trods fald - fortsat holder inflationen oppe, er servicepriserne, dvs. væksten i prisen hos frisører, advokater, rejseudbydere, mv. Her er udviklingen i lønnen afgørende. Lønvæksten steg meget under inflationskrisen, men på det seneste er der klare tegn på, at den er på vej ned igen. Lønstigningen med de nyeste data er udregnet på baggrund af jobopslag, og her er lønvæksten faldet til godt 3 procent fra 5 procent for et år siden.

Det skyldes blandt andet, at husholdningerne kan se, at når de er ude at handle, er priserne stoppet med at stige i samme tempo. Det betyder noget for deres lønkrav. Men samtidig betyder den økonomiske udvikling også, at det er vanskeligt for virksomhederne at kunne klare en høj lønvækst, når efterspørgslen er underdrejet, og de globale konkurrenters prisvækst er aftaget.

Allervigtigst, så er udlånet til virksomheder og husholdningerne gået i stå i euroområdet. Der skabes altså ingen nye penge. Så er det svært at have vedvarende høj inflation.

Kommer inflationen væsentligt under 2 procent, skal ECB sætte renten ned både hurtigere og mere end ventet af markedet. Det, skal man ikke afvise, sker. Det er for eksempel bemærkelsesværdigt, at Schweiz, der ikke oplevede samme energichok, har en rente på 1,5 procent.

 

Læs også

Sparekassen lokal

Repræsentantskabsvalg 2024

Nyt repræsentantskab valgt

Sparekassens garanter har netop valgt de 57 repræsentantskabsmedlemmer, der skal repræsentere dem de kommende fire år. 27 af de nuværende repræsentantskabsmedlemmer blev genvalgt, mens der således er 30 nyvalgte. Som noget nyt er repræsentanterne valgt i seks valgkredse.

Nyheder

Sådan får du mest ud af dine penge til Black Friday - og undgår svindel

Se vores bud på, hvordan du både får mest ud af dine penge i tilbudsugerne omkring Black Friday og undgår falske webshops - og samtidig får tænkt både klima og lokale butikker med i regnestykket.

Forskudsopgørelse

Nyheder

Klar til forskudsopgørelsen?

Er der tjek på dine fradrag og din skat for 2025? Tjek din forskudsopgørelse og undgå skattesmæk! Se her, hvad du særligt skal holde øje med.

Klaus Skjødt

Nyheder

Sparekassen Kronjylland er landets mest socialt ansvarlige bank

På social ansvarlighed og ansvarlig ledelse er Sparekassen helt i top i kundernes vurdering, viser ny undersøgelse fra EPSI Rating Danmark.
EPSI Rating Danmark har netop offentliggjort deres Bæredygtighedsrapport for finanssektoren, og her er Sparekassen Kronjylland helt i top, når kunderne skal vurdere social ansvarlighed og ansvarlig ledelse.