Kommer næste krise fra Kina?

 

I sidste uge skrev jeg om USA og Europa, i denne tager jeg temperaturen på Kinas økonomi, som de seneste år har tiltrukket sig stigende opmærksomhed. Op til finanskrisen var Kinas vækst afhængig af eksport og investeringer, men i takt med at Kinas globale markedsandele steg, blev denne vækstmodel vanskeligere at følge. Da finanskrisen ramte, døde vækstmodellen, da de amerikanske og europæiske forbrugere sænkede deres efterspørgsel på kinesiske varer.

De kinesiske borgere har en utrolig høj opsparing. Det giver fordele, men også udfordringer. Kinas økonomi er i gang med en omstilling, hvor det private forbrug er ved at blive en vigtigere drivkraft. Når man opsparer en forholdsvis stor del af indkomsten, skal efterspørgslen i økonomien nemlig komme et andet sted fra for at sikre fuld beskæftigelse. Det kan enten være investeringer eller eksporten.

For det kinesiske kommunistiske parti er det altafgørende fokus at sikre stigende velstand og arbejde til folket. Derfor reagerede de kinesiske myndigheder lynhurtigt med en vækstpakke, da krisen ramte. Samtidig sænkede den kinesiske centralbank renten. Ved at understøtte en kraftig kreditvækst, kunne investeringerne tage over, hvor eksporten led.

Siden 2008 er den private sektors gæld som andel af BNP steget fra 95 procent af BNP til 175 procent i 2017. Den er stadig stigende, dog i et lavere tempo. Historisk har sådanne kraftige stigninger ofte medført kriser, når festen stopper. Derfor opmærksomheden. Men regnestykket er sjældent så simpelt. Størstedelen af de kriser, der er forekommet på grund af udlånsvækst, har ofte været for lånte penge i udlandet, som på et tidspunkt har trukket stikket.

I Kina er det venstre hånd, der låner af højre hånd, da landets opsparing er stor, og fordi der er kapitalkontrol. Det er altså et internt anliggende, og det gør, at eventuelle problemer er nemmere at løse. Specielt når man som myndighed har ekstremt meget magt. Modsat er problemet, at de kinesiske investorer har taget en større risiko.

De største banker i Kina er statsejede. Ved lov er renten lavere på de penge, husholdningerne har i banken end den, bankerne får ved udlån. Hermed sikres bankerne en større indtjening. Den kan virke som buffer i krisetider med store tab på udlån. Det er en form for permanent skat til at sikre finansiel stabilitet (og bankcheferne). Modstykket er, at mange kinesere investerer mere i den såkaldte skyggebanksektor. Det kan være investeringsselskaber uden samme reguleringskrav, og som ofte lover et højt afkast. Pengene er igen blevet udlånt til virksomheder. Det er dog ofte statsejede virksomheder, hvor staten kan træde til. De har så investeret i ny produktionskapacitet. Ulempen er, at der inden for nogle brancher, fx cement og stål, er opstået ledig kapacitet. Skulle virksomhederne få store tab, er der risiko for, at investorerne ikke får de penge, de var lovet.

Udviklingen afhænger også af, om der er finansielle bobler, for eksempel en boligboble. Undgår Kina en boble, der brister, kan den igangværende omstilling mod en mere holdbar forbrugsdreven vækst fortsætte, hvor væksten i gæld fortsat aftager. Desuden har de kinesiske myndigheder anerkendt dele af udfordringen og er begyndt at sætte initiativer i gang, fx at konvertere gæld til aktier og fjerne de dårligste lån. De officielle tal tyder ikke på en boble.

Den internationale valutafond, IMF, regner også med, at Kina fortsætter på sporet, men de advarer om, at jo længere tid, man presser væksten op, desto større bliver risikoen. Får Kina ikke succes med omstillingen, venter der højst sandsynligt en skarp opbremsning om en håndfuld år.

DISCLAIMER

Dette materiale er udarbejdet til Sparekassen Kronjyllands kunder. Materialet er udarbejdet på grundlag af offentligt tilgængeligt materiale. Sparekassen vurderer, at kilderne er pålidelige, men Sparekassen garanterer ikke for, at oplysningerne er nøjagtige eller fuldstændige. Vurderingerne i materialet er udtryk for Sparekassens bedste skøn per den anførte dato, ud fra de forventninger Sparekassen har til det fremtidige marked. Materialet kan ikke i sig selv danne baggrund for investeringsbeslutninger, og Sparekassen påtager sig intet ansvar for de eventuelle dispositioner, der måtte blive foretaget på baggrund af materialet. Sparekassen og andre selskaber i koncernen kan have dispositioner i værdipapirer angivet i materialet, og Sparekassen kan modtage formidlings- og beholdningsprovision fra udstedere af værdipapirer angivet i materialet. Investeringsprodukter er mærket med grøn, gul eller rød i henhold til Finanstilsynets krav om risikomærkning. Materialet må ikke offentliggøres eller videreformidles uden Sparekassens udtrykkelige samtykke.