Betalingskort
Gode råd, når du handler på nettet
Køb på nettet er som hovedregel omfattet af samme regler, som når du handler fysisk i en butik. Alligevel er det som forbruger nødvendigt at være ekstra opmærksom, for du kan:
- ikke se, hvilken forretning der reelt gemmer sig bag hjemmesiden
- ikke se varen, før den er leveret
- ikke se varen, før betalingen er gennemført
Herunder giver vi dig nogle tips til, hvad du skal være opmærksom på, før du gennemfører en handel på nettet:
Hvem er sælgeren?
Søg og find ud af mere om firmaet eller butikken du vil handle hos - har andre brugere gode eller dårlige erfaringer med butikken. Er der tale om en legitim forretning.
Har du fat i den rigtige vare?
Undersøg grundigt, om den vare, du er ved at købe, rent faktisk svarer til det du vil købe. Forretninger, der sælger deres varer på nettet, skal altid give oplysninger om varens væsentligste karakteristika. Husk at der findes mange kopivarer på nettet. Lad fornuften råde – hvis noget lyder for godt til at være sandt, er det oftest også tilfældet.
Betaler du den rigtige pris?
Forretningen skal oplyse den samlede pris for varen, inkl. afgifter og leveringsomkostninger. Vær dog ekstra opmærksom på varer, som kommer langvejs fra. Her kan du blive mødt med krav om betaling af ekstra told-afgift. Måske er varen alligevel ikke så billig, som det ser ud til på hjemmesiden.
Forretningens salgs- og leveringsbetingelser
Husk altid at læse forretningens betingelser inden du accepterer dem, også for at sikre dig mod at indgå aftaler på de forkerte forudsætninger. Desværre er der et voksende antal forretninger, som anfører i deres betingelser, hvorvidt du binder dig til et abonnement ved din accept.
14-dages fortrydelsesretten
Når du handler på nettet, har du som hovedregel 14 dages fortrydelsesret. Bemærk dog, at fortrydelsesretten kan være en anden afhængig af, hvilket land du handler i. Vær opmærksom på, at hvis varen har været åbnet, kan det betyde, at du ikke kan få den fulde pris refunderet, når du gør din fortrydelsesret gældende. Sidst men ikke mindst skal du med al sandsynlighed selv betale for returportoen. Du kan læse om fortrydelsesretten i forretningens betingelser.
Din reklamationsret
Du bør kunne læse på forretningens hjemmeside, hvordan du skal forholde dig til en eventuel reklamation. Også her skal du bl.a. være opmærksom på, at hvis varen skal sendes retur/til reparation, kan det være dig, der skal betale den ekstra porto. Læs forretningens betingelser, inden du køber, så ved du, hvordan du er stillet i tilfælde af reklamation.
Er din betaling sikret?
Forretningen skal informere på hjemmesiden, hvordan dine kortoplysninger bliver beskyttet.
Betal med kort
Hvis noget går galt, og du vil have mulighed for at gøre indsigelse mod forretningen, skal du have betalt med et betalingskort. På siden her kan du læse om dine muligheder for at gøre indsigelse.
Husk dokumentation for dit køb
Hver gang du handler på nettet, skal du gemme dokumentation på alle transaktioner, ordrebekræftelser, betalingskvitteringer og alt andet dialog, som har fundet sted mellem dig og forretningen via hjemmesiden eller via mail. Dokumentationen kan være altafgørende for dine muligheder for at gøre indsigelse.