Erhverv
LEI-kode ved køb og salg af finansielle instrumenter
Hvad er en LEI-kode?
LEI er en forkortelse for Legal Entity Identifier. LEI-koden er et internationalt registreringsnummer, som kan sammenlignes med et cvr-nummer. EU kræver, at alle virksomheder, som ønsker at købe og sælge finansielle instrumenter har en LEI-kode. Finansielle instrumenter dækker over såvel aktier, obligationer som derivater.
LEI-koden bruges til indberetning af finansielle instrumenter, så myndigheder kan overvåge finansielle transaktioner, forebygge finansielle kriser og afsløre økonomisk kriminalitet.
Når Sparekassen Kronjylland på kundens vegne står for køb eller salg af obligationer i forbindelse med hjemtagelse, indfrielse eller omlægning af kreditforeningslån er en LEI-kode ikke et krav.
Uden registreret LEI-kode - ingen handler
Vi kan hverken købe eller sælge værdipapirer eller andre finansielle instrumenter for juridiske enheder, hvis ikke der er registreret en LEI-kode hos Sparekassen Kronjylland.
Hvor får jeg en LEI-kode?
Når du skal have en LEI-kode, skal du bestille den hos en udbyder af LEI-koder. Vi udbyder ikke LEI-koder, men du kan få nærmere oplysninger om de enkelte LEI-udbydere og deres gebyrer ved at søge på nettet.
Der opkræves et oprettelsesgebyr og et årligt vedligeholdelsesgebyr.
Hvem skal have en LEI-kode?
Følgende juridiske enheder skal have en LEI-kode, hvis de ønsker at handle med finansielle instrumenter:
Virksomheder, offentlige institutioner og foreninger.
Følgende juridiske enheder skal ikke have en LEI-kode:
Privatpersoner og enkeltmandsvirksomheder er ikke omfattet af reglerne om at have en LEI-kode.
Kravet gælder dog stadig for handel med OTC-derivater.
Bemærk: Enkelte unoterede finansielle instrumenter, som ikke blive handlet på en reguleret markedsplads, er undtaget. Er du i tvivl, kan du kontakte din rådgiver.