Unge Ravne

Tryghed i nattelivet

Unge Ravne gør nattelivet mere trygt

Unge mennesker går på gaden i nattelivet for at skabe tryghed for andre unge

I nattelivets mørke ser man indimellem en gruppe unge mennesker gå rundt i byen. De er aldrig berusede, men stemningen er alligevel præget af smil og godt humør. På deres jakker, hoodies og t-shirts er der gule farver, som får dem til at skille sig ud fra mængden.

De tager nemlig ikke i byen for at få en god brandert, men derimod for at gøre en forskel for nattelivets mange festglade unge mennesker. Unge Ravne er navnet på initiativet, der udgør Natteravnenes ungdomsindsats og samtidig er en del af Fonden for Socialt Ansvar.

Projektleder for de Unge Ravne, Turid Christensen fortæller, at de frivillige er unge mennesker i alderen 20-30 år, der brænder for at gøre en forskel for andre unge ved at skabe tryghed i nattelivet:

- Unge Ravne går ture i byen i weekenden og til store events. Her møder man os i gaderne og på barer og klubber, hvor unge fester. Man kan sige, at de frivillige Unge Ravne er rollemodeller, der viser den gode stil i byen og hjælper andre unge, der føler sig alene, har fået for meget at drikke eller har brug for anden hjælp. Ravnene bliver uddannet i konflikthåndtering og psykisk førstehjælp, så de er klædt på med viden og værktøjer til arbejdet i nattelivet – forklarer projektleder Turid Christensen.

Unge Ravne

Tryghed i øjenhøjde 

Unge Ravnes mål er at være andre unges ædru ven i byen. Fordi de er på samme alder som de unge, kan de møde dem i øjenhøjde - de ved nemlig, hvilke svære situationer man kan ende i som ung i byen.

- De Unge Ravne er proaktive og går i dialog med dem, de møder. Derfor kan de i flere situationer hjælpe, før en situation udvikler sig mere alvorligt fremhæver Turid Christensen og fortætter:

- Unge Ravne hjælper eksempelvis, når andre unge er kommet til skade, er blevet væk fra vennerne eller for fulde til at tage vare på sig selv. De tilkalder professionel hjælp i tilspidsede situationer.

I deres arbejde i byen har Unge Ravne lavet samarbejdsaftaler med en række aktører i nattelivet, der bakker op om ung-til-ung-indsatsen: - Det betyder, at vi i modsætning til Natteravnene går ind på barer og klubber, og er til steder der, hvor der er behov – siger Turid Christensen.

Et fællesskab i natten

Udover at være støtte for de festglade unge mennesker i natten, rummer Unge Ravne også et helt særligt fællesskab.

Unge Ravne

- De frivillige er typisk under uddannelse, i gang med et sabbatår, jobsøgende eller nye på arbejdsmarkedet, men har det tilfælles, at de ønsker at blive del af fællesskabet og gøre en forskel for andre unge i nattelivet - påpeger Turid Christensen og fortsætter:

- Unge Ravne er et inkluderende ungdomsfællesskab, hvor de frivillige kan udvikle sig socialt og fagligt. Vi holder arrangementer, tager på en årlig weekendtur og danner venskaber. Og så er de frivillige med til at udvikle og præge indsatsen med engagement i forskellige teams, hvor de tager ansvar for koordinering, frivilligrekruttering, events og kommunikation.

Unge Ravne findes lige nu i København og Aarhus, og de søger flere frivillige i alderen mellem 20-30 år. Er du interesseret i at blive en del af fællesskabet og bidrage til trygheden i nattelivet, kan du tilmelde dig her.

 

Sparekassen Kronjylland har oprettet Garant-millionen, hvor vi sammen med vores garanter uddeler en million om året.

Hvorfor har vi fokus på tryghed?

I Sparekassen Kronjylland lover vi vores kunder økonomisk tryghed, men tryghed kommer også i andre varianter end den økonomiske. Derfor sætter den næste uddeling fra Garant-millionen fokus på tryghed, hvor vi støtter organisationer og foreninger, der er med til at skabe tryghed for andre.

Vi støtter tryghed