Det skal du vide, når du skal forsikre dit hus
Du har købt et hus – og nu skal det forsikres. Hvad skal du være opmærksom på, når du skal tegne en husforsikring? Hvilke tilvalg er vigtige at få med? Og hvad med ejerskifteforsikringen? Få svarene her.
En husforsikring er en forsikring, der dækker skader på dit hus inklusive garage, udhus, drivhus og faste installationer samt øvrigt inventar som vaskemaskine, opvaskemaskine og komfur.
- Kort sagt kan man sige, at en husforsikring dækker alt det, der var der, da du købte huset, mens alt det, du flytter ind i huset, er dækket af din indboforsikring, forklarer Peter Ploug Rasmussen, der er Regionschef i Gjensidige Forsikring.
Husk husforsikringen
Det er ikke lovpligtigt at have en husforsikring, men hvis du har lånt penge i dit hus, vil din bank eller dit realkreditinstitut typisk kræve, at du som minimum har en husforsikring, der dækker brandskader.
Peter Ploug Rasmussen vil dog altid opfordre til, at man som husejer tegner en husforsikring. Og her er det vigtigt, at du sikrer, at dit forsikringsselskab har de korrekte oplysninger om huset, så som årgang, opvarmningsform og størrelse.
- Husk også at give forsikringsselskabet besked, hvis du renoverer, bygger om eller ændrer opvarmningsform. Det kan nemlig have indflydelse på forsikringspræmien, og hvordan du er stillet, hvis der skulle opstå en skade, forklarer Peter Ploug Rasmussen
Vær opmærksom på dine tilvalg til husforsikringen
Udover en brandforsikring indeholder en husforsikring typisk også en række tilvalg. Blandt andet kan du tegne en stormskadeforsikring, en rørskadeforsikring og en stikledningsforsikring.
- En rørskadeforsikring dækker skjulte rørinstallationer inde i huset, så som gulvvarme, mens en stikledningsforsikring dækker skader på eksempelvis kloakrør udenfor huset, forklarer Peter Ploug Rasmussen.
Derudover kan du tegne en udvidet vandskadeforsikring, ligesom det er muligt at forsikre sig mod svamp, insekter og råd i de bærende trækonstruktioner i huset.
- En udvidet vandskadeforsikring dækker, hvis du f.eks. har en opvaskemaskine, der står og drypper og ødelægger et køkkenelement, forklarer Peter Ploug Rasmussen.
Typisk er drivhuse dækket af husforsikringen, men der kan være begrænsninger afhængig af, hvordan drivhuset er opført.
Peter Ploug Rasmussen, regionschef i Gjensidige Forsikring
Få tryghed med en ejerskifteforsikring
Når du køber eller sælger et hus, er det en rigtig god ide at tegne en ejerskifteforsikring.
Som hussælger er du fritaget fra dit sælgeransvar, når du bl.a. får udarbejdet en tilstands- og elinstallationsrapport og fremlægger et tilbud om ejerskifteforsikring overfor køberen.
Som huskøber har du mulighed for at tegne en ejerskifteforsikring, der forsikrer mange af de fejl og mangler, som ikke er nævnt i tilstandsrapporten. En ejerskifteforsikring er et éngangskøb og dækker i fem eller ti år.
- Er du som huskøber i tvivl, så vil mit råd være, at du skal købe en ejerskifteforsikring. Den kan give noget tryghed i forbindelse med et huskøb, fortæller Peter Ploug Rasmussen.
Vær også opmærksom ved ombygning, tilbygning og renovering af dit hus
Hvis du skal i gang med at renovere dit hus, skal du være opmærksom på, at dine byggematerialer kan blive stjålet, ligesom der kan ske skader på huset i forbindelse med renoveringen, som ikke er dækket af byggefirmaets forsikring.
- Du kan enten udvide din husforsikring, så den også dækker tyveri af byggematerialer samt skader på byggeriet, eller tegne en enterpriseforsikring, forklarer Peter Ploug Rasmussen og minder om, at du også skal være opmærksom, hvis du får venner eller familie til at hjælpe med gør-det-selv-projektet.
- Hvis dine venner hjælper med at bygge om, har du pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring – også selvom vedkommende har en ulykkesforsikring, forklarer forsikringsmanden og uddyber, at det ikke gælder ved almindeligt husligt arbejde. Dog opfordrer han til, at du altid kontakter dit forsikringsselskab, hvis du står overfor et byggeprojekt, så du er sikret på at være forsikret korrekt.
Læs mere om ulykkesforsikring